Woodjunkie

Wood Junkie – Én upcoming designer der er værd at holde øje med

Wood Junkie – Én upcoming designer der er værd at holde øje med

Dansk møbeldesign i høj kvalitet, stilrene møbler der er tilpasset det moderne hjem samt møbler der formår at opfylde kravet om et simpelt, enkelt, rent og elegant look. Hvis du er tilhænger af alt dette skal du læse med her, hvor den nye dansk designvirksomhed Wood Junkie præsenteres.

Manden bag denne virksomhed samt dens designs er den unge mand på 29 år, Jonas Jensen. Han blev i 2008 uddannet møbelsnedker og har i samarbejde med sin far, kunnet udleve en af sine største drømme – nemlig at få lov til at designe og producere egne designs. Wood Junkie stiftede de sammen i 2014, da både Jonas og faderens interesse for møbeldesign var stor. Virksomheds historie begyndte i faderens garage og har sidenhen ført Jonas og hans designs vidt omkring.

Wood JunkieWood Junkie

 

Han har igennem Wood Junkie fået lov til at bevise hans store passion for godt dansk design, som er tegnet med simple og rene linjer. Jonas har ingen erfaring eller uddannelse inden for design eller indretning, det er blot hans store lidenskab for dette, der gør det muligt for ham at afprøve drømmen.

Første gang Bestemt.dk stødte på Jonas og hans virksomhed, var da han stillede op som udstiller på designmessen Formland i Messe Center Herning. Dette var hans debut som udstiller, og han udstillede her sine egne designs i Creators Community hallen, som er det perfekte sted at starte sin karriere inden for denne branche – det er netop her mange af de næste store brands bliver spottet.

Når Jonas skal designe og tegne nye produkter der skal sættes i produktion, så er det meget vigtigt for ham at funktionaliteten skinner igennem. Produkterne skal ikke blot tage sig godt ud, de skal også være funktionelle og nemme at placere i hjemmet.

Hvis man går på Wood Junkie’s hjemmeside, så er der designet et hav af flotte og elegante produkter i træ. Ens for dem alle er dog, at de kan så meget mere end blot at være et sofabord der kan pynte i stuen. Sofabordet ”Moon Table” er f.eks. designet således, at du har mulighed for at gøre bordet unikt og sætte dit eget præg på designet. Bordet er fremstillet med en Dock indfræst i bordpladsen, hvilket gør at du har mulighed for at sætte en potteplante, stearinlys eller andet ned i bordet. Dette er en lækker lille detalje, som gør at man har mulighed for at gøre bordet personligt.

Udover sofabordet, så har virksomheden nu et forholdsvis bredt sortiment, som bl.a. indeholder vægure, hylder, spiseborde og reoler. Alle disse designs er produceret i lys eller røget egetræ og er nemme at placere i hjemmet, da de uden problemer kan sættes sammen med andre møbler uden at skabe forvirring. Bl.a. brands som &tradition, HAY og Normann CPH, ville være brands at foretrække, hvis man skulle lave den perfekte sammensætning med møblerne fra Wood Junkie.

Da Jonas er uddannet møbelsnedker, så bliver alle produkterne fremstillet i træ. Den primære træsort der benyttes til deres designs er eg, hvilket er et lækkert materiale, som passer ind i de fleste danske og skandinaviske hjem.

Det er en mand som tror på hans drøm og har formået at føre den ud i livet. Vi på Bestemt.dk er slet ikke i tvivl om, at vi kommer til at se mere til Jonas Jensen og hans designs i forbindelse med Wood Junkie.